FacebookGoogle+TwitterLinkedInRSS Feed
Kommer snart
Analyse » Tema om nye familieformer

Ekstremsport i hverdagen

Torsdag den 17. november 2011 | Skrevet af Thomas Majgaard. Foto: Thomas Majgaard
smaller text tool iconmedium text tool iconlarger text tool icon

Privatfoto

Ekstremsport bliver stadig mere ekstrem – og selv alvorlige skader standser ikke udøverne. Tværtimod...

Anslået læsetid: 30 min.

Med armene krydset over sit bare bryst hopper Anatol ud fra det det mere end 20 meter høje tårn, der mest af alt ligner et Mikadospil bygget af affaldstræ. Uden en lyd styrter han mod den brune lerjord under ham.

Havde det ikke været for den spinkle yamsranke om hans ankler, der et halvt sekund inden nedslaget mod jorden bremser ham, havde udfaldet været dødeligt. I stedet rammer hans krop skovbunden uden knuste knogler, og sekundet efter de tililende stammefrænder har hjulpet ham på benene, modtager han sit folks – og turisternes – udelte hyldest i form af skrig og jubelråb.

Stammens mænd flokkes om ham, kvinderne danser synkront i bare bryster og bastskørter, og turisterne har scoret feriens fedeste billede på memorykortet.

 

Sex og ære

Det er ikke første gang, Anatol har taget dette spring - både for sin egen og turisternes skyld: ”Det gør mig glad at springe. Jeg slapper af i kroppen – og så håber jeg selvfølgelig, at kvinderne bemærker mig og får lyst til at have sex med mig,” griner Anatol ugenert.

Manddomsprøven ’Naghol’ – der betyder noget i retning af ’at dykke på Jorden’ - bliver af mange regnet for at være ekstremsportens moder. I århundreder har urbefolkningen på tropeøen Pentecost i Stillehavsrepublikken Vanatau udfordret deres mandsmod gennem disse dødsforagtende spring fra op til meter høje skrøbeligt byggede tårne, blot med en lian om anklerne.

Kun to måneder om året er lianerne elastiske nok til at give efter, så springeren ikke bliver revet midt over – eller styrter i døden med 80 kilometer i timen, fordi lianen knækker, som det skete foran Storbritanniens dronning Elizabeth, da hun besøgte øen i 1974.

 

Bungee for dummies

Den episode gav sjovt nok ingen vesterlændinge lyst til at kopiere traditionen derhjemme, men et årti efter besøgte newzealænderen Alan John Hacket Pentecost. Han var langt fra den første, der lod sig fascinere af de indfødtes dødsdrift, men den første, der tog den med sig hjem. Han erstattede dog de upålidelige yamsranker med en solid elastik, og i 1987 foretog han foran en flok måbende franskmænd sit første offentlige, og aldeles ulovlige, spring fra Eiffeltårnet.

Således kom bungeespringet til Vesten – og i dag er der næppe en Roskildegænger, polterabendramt brudgom in spe eller ferieovermodig teenager i Lloret del Mar med respekt for sig selv, der ikke har prøvet at stirre ned i afgrunden fra en BMS-kran eller tilsvarende.

Populariteten til trods er der stadig udfordringer for elastikspringere med dødsdrift. Tag til Verzasca-dæmningen i Schweiz, og kopier stuntman Wayne Michaels spring i åbningsscenen til James Bond-filmen ’Goldeneye’. 220 meter lodret ned langs dæmningens betonmur. Over syv sekunder i frit fald, inden elastikken reagerer og sender dig 150 meter retur. Boiing! Men selv dette spring fra 1995, der siden er blevet kåret til filmhistoriens absolut sejeste stunt, er nu blevet sat i system og ’turistificeret’.

For 213 euro får man forberedende springtræning, kyndig vejledning, et certifikat og en dejlig kold sodavand. Og så springet, naturligvis...

 

Foto: Thomas MajgaardDet store spring

Er der da slet ingen rigtige eventyr tilbage? Hvor går den ensomme ulv hen og udfordrer sine grænser, når 200 meter frit fald med en elastik om fødderne bare ikke er godt nok? Kunne man forestille sig, at han kravlede op på halvanden kilometer høj klippe i Norge, tog en faldskærm på ryggen og hoppede ud, bare for at se, hvor langt han kunne svæve, inden han var nødt til at åbne faldskærmen?

Det kan Nils Kløcker Predstrup svare på:

”Jeg var 19 år i 1998, da jeg sprang første gang 20 fra Kjeragbolten i Norge. Det er en klippe med et fald på 1000 meter, og jeg husker det tydeligt...”

Nu 31-årige Nils Predstrup er en af Danmarks mest erfarne faldskærmsspringere med over 25 10.000 spring i bogen.

”Jeg havde over 300 spring fra fly bag mig, da jeg stod foran mit første spring fra fast grund. Ikke nervøs, blot spændt. Ingen tøven. Jeg sprang bare, da de havde talt ned. Følelsen af at slippe klippen, lægge fjeldet bag sig og mærke vinden bære en, var ubeskrivelig.”

 

Nils Predstrup lever primært af at være faldskærmsinstruktør – men hans hjerte banker for BASE jumping.

Men hvad så, når man ikke længere får et kick ud af bare at falde?

Så investerer man selvfølgelig i et wingsuit, en flyverdragt med ekstra stof mellem håndled og ankler som hos et flyveegern, og som tillader springeren at svæve fire gange så langt, som han falder.

”De første otte-ti sekunder falder man bare, indtil man har opnået tilstrækkelig fart til, at dragten begynder at bære. Pludselig er faldet blevet til en flyvning. Luftrummet er jo verdens største legeplads, og det her er en forlængelse af drengedrømmen om at kunne flyve,” fortæller den erfarne faldskærmsspringer med nærmest religiøs glød i de havgrønne øjne.

 

Naturens glade søn

Nils Predstrup har altid været aktiv i forreste linje. Altid 100 procent dedikeret og passioneret. Han begyndte at køre motocross, da hans jævnaldrende begyndte at cykle, kom på den Kongelige Balletskole, som han droppede til fordel for klassisk gymnastik på eliteniveau. Kom på landsholdet. Fik dykkercertifikat som 14-årig. Altid i en søgen efter at bruge sin krop til det maksimale.

”Når ens søn lever som Nils, kan man godt engang imellem ønske, at han kom hjem og fik sig et almindeligt job som chauffør eller cykelbud, men han ville jo dø, hvis han skulle sidde på en kontorstol lige som mig,” forklarer hans far, Morten Predstrup.

”Hvis man jager at blive udfordret konstant, vil nogle sikkert kalde det en dødsdrift, men det er helt forkert. For Nils er det utroligt livsbekræftende. Han har bare et meget stort behov for at blive bekræftet i det.”

 

Øvelse gør mester

Nils selv definerer det, der driver ham, som ’mestringsfølelsen’. Det, at man er herre over situationen, kontrollerer sin egen skæbne og begivenhedernes udfald.

”Man får jo et kick ud af at begå fejl – bare man opdager dem i tide og kan rette op på dem. Selvfølgelig er adrenalinen en integreret del af oplevelsen.”

Han gør en dyd ud af at fortælle, i hvor høj grad sikkerheden også er en integreret del. Hvordan man ikke bare – bogstaveligt talt – kaster sig ud i BASE jumping med wingsuit. Hvordan man træner sig op med minimum almindelige BASE spring først, og hvordan alting foregår under ordnede forhold.

”Der er ikke plads til cowboys i denne sport,” lyder det lakonisk fra den erfarne hopper.

Alligevel taler statistikken sit tydelige sprog. Siden 1981 er der oprettet 176 mindeord på en hjemmeside for BASE jumping. Sytten dødsfald i år alene. Tilbage i 2008 var det tal nede på syv.

 

Simon døde

En af de dræbte det år, nummer 126 på listen, var den kun 20-årige Simon Skovgaard Jensen.

Hans bror Søren fortæller:

”Simon var en vovehals. Der skulle altid ske noget. Siden han var lille, havde han hængt ud med de ældre drenge. Han dyrkede for eksempel meget den vildeste skateboarding, indtil han opdagede faldskærmsudspring.”

Trods sin unge alder havde Simon sprunget fra fly mere end 600 gange og havde en solid ballast med sig, da han begyndte at springe med wingsuit.

”De var en flok drenge af sted til Lauterbrunnen i Schweiz og havde sprunget hele dagen. Da mørket faldt på, blev Simon overmodig og ville lige springe en sidste gang. Hans kammerater har fortalt, at han virkede nervøs, fordi afsatsen var svær at stå fast på,” fortæller hans bror.

På vej ned går noget galt. Helt galt. Hvad der sker, er der ingen, der med sikkerhed kan sige, men Simon rammer klippevæggen på vej ned og bliver knust mod en afsats. Han er død på stedet. Samme dag, som man mindes angrebet mod World Trade Center. ”9-11. Den værste lortedag på året,” siger broren stille.

”Den er svær at komme igennem.”

 

Nils klarede den

Nils Predstrup husker episoden. Den minder i betænkelig grad om hans eget første spring med wingsuit fra Karls Skrå Tinde i Norge.

Trods mange testspring fra fly kommer han for stejlt ned og er tæt på at ramme klippevæggen.

”Jeg havde ikke ordentlig kontrol over dragten og havde jeg ikke valgt Karls Skrå Tinde, hvor udspringspunktet rager ud over fjeldets sidevæg, så kunne jeg have fløjet ind i fjeldet – og det var jeg død af,” er hans kontante vurdering.

På Nils' egne optagelser fra dagen er det tydeligt, at han er rystet, og man forstår, at når en mand med hans erfaring er så tæt på at blive dræbt, så er det en farlig sport.

Men åbenbart ikke mere farlig end (eller måske netop fordi), at hans næste mål er at flyve over Storebælt i den signalrøde 35 flyverdragt.

 

  • Professor Kringelbach
  • BASE jumping

Morten Kringelbach forsker i hjerneprocesser og underviser i neurovidenskab. Han er professor ved Aarhus Universitet og underviser blandt andet ved det prestigefyldte Oxford University i England.

Morten Kringelbach er desuden forfatter til bogen ’Hjernerum - den følelsesfulde hjerne’.

"Vi har alle sammen har mere eller mindre de samme hjerner og de samme systemer, det er bare et gradsspørgsmål. Det vil sige, at vi alle sammen har den ekstremoplevelse af adrenalin indeni os. Det samme behov for at gøre noget grænseoverskridende, hvad enten det er at køre over for gult eller se gyserfilm, for at mærke, vi lever. Det er meget nemt i en tryg dansk hverdag at føle, at man er ved at drukne under en dyne. Hvis der ikke er noget, der er spændende, hvis ikke der er noget, der er lidt farligt, hvad er der så egentligt? Der er ingen tvivl om, at vi alle sammen har brug for den farlighed – og den farlighed er der så nogen af os, der søger på andre måder."

BASE jumping er en sportsgren, hvor man i modsætning til faldskærmsudspring fra fly 40 springer fra et fikseret punkt på landjorden. BASE er et akronym, der dækker over de fire faste muligheder for afsæt med faldskærm:

Building (bygning)

Antenna (antenne)

Span (spænd, f.eks. fra en bro)

Earth (klipper, bjergtoppe mm.)

Der er nogen usikkerhed om, hvordan man skal definere det første egentlige BASE jump, men sikkert er det, at vovehalsen Bobby Leach i 1906 sprang ud fra en bro over Niagara vandfaldene med en faldskærm og landede i floden forneden. Ellers tilskrives æren Frederick Law, der i 1912 meget symbolsk sprang fra Frihedsgudinden – og overlevede – mens franskmanden Franz Reichelt samme år noteres som disciplinens første dødsoffer.

 

Ekstremsport kort fortalt

Nudansk Ordbog har siden 1994 defineret begrebet som ”en sport eller anden fysisk udfoldelse, som regnes for særlig spændende eller risikobetonet, og som stiller store krav til deltagernes mod, styrke og udholdenhed.”

Ekstremsport er altså ikke en betegnelse for én samlet sportsgren, men for flere grænseoverskridende aktiviteter, som udfordrer individets fysiske og psykiske formåen. Hvad enten det drejer sig om discipliner, der kræver overmenneskelig udholdenhed, eller stunts, der på det nærmeste fordrer dødsforagt hos udøveren, så er fællesnævneren, at et element af usædvanlig farlighed indgår.

Populært sagt handler ekstremsport om at udfordre sig selv så meget, at det er med livet som indsats, at man gennemfører – eller i det mindste får rykket sine egne grænser på et niveau, hvor almindelig sport ikke slår til.

Spænding og adrenalin er hovedingredienser, og den overhængende risiko for ikke at klare sig igennem med liv og lemmer i behold er en væsentlig del af motivationen for udøverne.

Det handler altså ikke, som i de fleste andre sportsgrene, at opnå en bedre sundhed, kondition eller udseende, men om at udfordre sider af sig selv. Derfor er ekstremsport som oftest en enmandssport, hvor udøverne konstant forsøger at flytte grænserne for det mulige, og det er derfor en del af ekstremsportens natur, at den er grænseoverskridende og farlig.

 

Kort fortalt i tal

Der er ingen tvivl om, at ekstremsporten har fået væsentligt flere udøvere de seneste år, men da ’ekstremsport’ ikke er præcist defineret, og de forskellige sportsgrene ikke er samlet under ét, er det svært at sætte nøjagtige tal på populariteten.

Antallet af triatleter giver dog et fingerpeg om, at det ekstreme er blevet mere populært: Dansk Triathlon Forbund havde i 2007 1820 medlemmer, det tal er foreløbigt steget til 2867 medlemmer i 2011. Familien Danmarks egen motionsbutik, Fitness.dk, har på blot det seneste år tredoblet deres medlemstal i triatlonafdelingen.

 

Ekstreme røverhistorier

Idrætspsykolog og ekspert i ekstremsport, Morten Hansen, mener, at det blandt andet hænger sammen med de historier, folk kan fortælle om de krævende præstationer:

”Ekstremsport er en god fortælling om en selv. Det fortæller, at man er målrettet og kan klare udfordringer, og det er noget, som folk gider høre på til en familiefrokost,” forklarer han og fortsætter:

”Samfundet i dag fordrer, at man kontinuerligt og konstant selv skaber sin egen identitet. Så når folk gentagne gange fortæller om oplevelser inden for ekstremsport, bliver det en stor del af deres selvopfattelse. Jo oftere historierne bliver fortalt, jo større værdi har de. Særligt kriserne undervejs i de ekstreme sportsbegivenheder har stor fortælleværdi, lige som de også er guf på CV’et. Der er jo ikke den topchef i Danmark med respekt for sig selv, der ikke har løbet et marathon,” slutter idrætspsykologen med en sarkastisk baghånd.

 

  • Triatlon
  • Copenhagen Marathon

Triatlonkonkurrencer består, uanset distancen, af de tre discipliner: Svømning, cykling og løb i netop den rækkefølge.

Den mest kendte triathlondistance er uden sammenligning Ironman, som også kaldes Kongedistancen.

En Ironman er 3,8 kilometer svømning i åbent vand, 180 kilometer cykling og 42,195 kilometer løb.

Den længste distance, der dystes på er Double Deca Triathlon, altså 20 x Ironman: 76 kilometer svømning, 3600 kilometer cykling og 844 kilometer løb, hvilket svarer nogenlunde til:

En svømmetur fra København til Møn samt en cykeltur fra København til Marokko plus en løbetur fra København til München.

Copenhagen Marathon havde i 1980 1.000 deltagere. Sidste år stillede tolv gange så mange håbefulde løbere til start.

 

Psykologien bag

Men selvfølgelig gennemfører man ikke en jernmand eller kaster sig ud fra Møns Klint forklædt som flyveegern udelukkende for at snakke trusserne af piccolinen til julefrokosten eller imponere hattedamerne i countryklubben.

Professor ved Institut for Idræt, Hans Bonde, pointerer den tryghed, det moderne velfærdssamfund sikrer os. Vi skal ikke selv nedlægge aftensmaden, krydse hovedgaden i ly for snigskytter eller holde sabeltigre og guerillasoldater fra hytten.

Samfundet opfylder vores behov som borgere og mennesker, og derfor har vi ikke det daglige spændingsmoment, der ellers kunne ligge i at skaffe mad, penge og sikkerhed. Denne mangel på spænding er ifølge Hans Bonde en af årsagerne til, at vi søger udfordringer på andre – og ofte mere ekstreme måder:

“Man vil ikke nødvendigvis gå fuldstændigt glat gennem livet. Man vil gerne opleve noget, sætte sig selv på prøve og selv vælge at sætte sin krop på prøve. På den måde er der åbenbart hos en masse mennesker en trang til at bryde ud af velfærden og frivilligt underkaste sig ting, som de fleste synes er ekstremt,” forklarer han.

Idrætspsykologen uddyber tesen:

”Når man dyrker ekstremsport, kommer man på den ene side ud i et drama og nogle fysiske udfordringer, som man ikke kender i hverdagen. På den anden side er ekstremsporten også et sted, hvor man kan styre tingene på en måde, som man måske ikke kan i hverdagen, hvor meget er diffust og komplekst. Her kan man tilrettelægge og kontrollere sin træning både fysisk, psykisk og teknisk,” fortæller Morten Hansen.

 

Foto: Thomas Majgaard

Farttossen

Dan Larsen viser rundt på sit drengeværelse. Dan er måske lidt ældre end de fleste drenge, hans værelse lidt større og hans legetøj lidt dyrere – men ellers er han som alle andre drenge. Hans værelse er på godt 500 kvadratmeter, og der er cirka otte meter til loftet. Midt på gulvet står hans bus – der kun er lidt mindre end et parcelhus, og som han insisterer på at kalde et sættevognstræk – og i det nærmeste hjørne står hans yndlingsbil.

Bilen. En Dodge Stratus fra 2005, der kører på ren methanol og pakker over 3.000 heste under kølerhjelmen i kulfiber. Motoren er på 8,5 liter, og når Dan slipper koblingen og lader dyret strække ud, kører den 0-100 km/t på et halvt sekund!

Det er seks gange hurtigere end den hurtigste Ferrari. På toppen kører han over 400 kilometer i timen – og det har taget ham under seks sekunder at nå den hastighed. Det har samtidigt gjort ham til europamester i sin klasse.

 

Rystet racerkører

Når man spørger Dan, hvad der får en mand på 50 år til sætte sig ind i en bil, der kører 0- 400 km/t på 5,72 sekunder, lyser øjnene op. Mimikken er lidt genert, som om han skulle forklare, hvad der får en mand til at samle på puddelhunde eller marokkopuder, men i øjnene er svaret tydeligt:

”Det er simpelthen bare for vildt. Accelerationen er fuldstændig ubeskrivelig. Jeg havde Nicolas Kiesa oppe i den en dag, og han var rystet. Han sagde, det var det mest vanvittige, han nogensinde har prøvet og kunne ikke komme hurtigt nok ud.”

For de uindviede, så levede Nicolas Kiesa tidligere af at køre blandt andet Formel 1 og har i sin egen garage en Lamborghini Gallardo, tunet med dobbelt turbo til knap 900 hestekræfter.

”Han burde ikke være nem at ryste, når det kommer acceleration,” griner Dan.

 

Kun for sjov

Dans bil er naturligvis ikke en gadebil. Det er en såkaldt 'funnycar', en dragracer med karrosseri, der udelukkende bliver brugt til at køre dragracing. 400 meter på kortest mulige tid. Jeg fisker for en prøvetur, og Dan forklarer, at motoren er så vild, at den sluger 20 liter methanol, bare man starter den op:

”Det er en dyr hobby,” undskylder han.

Dan forklarer, at det største problem er at overføre de mange hestekræfter til asfalten.

”Jeg har set slowmotion optagelser af bilen, når starten går, og dækkene bliver fuldstændigt firkantede. Helt ude af facon og nærmest flydende.”

Som vi står og klapper på de solide hjul, der hver især er på størrelse med en vaskemaskine, er det svært at forestille sig dem med flydende dæk.

Jeg drister sig til at spørge, om det ikke er farligt. Dan griner og gelejder os hen for enden af det lange arbejdsbord.

Her står en kasse med en motorblok, fræset ud af én blok massiv aluminium. Hver af cylinderne kan snildt gemme en stor dåse tomatsuppe, og det er tydeligt, at den er bygget til at producere betydelig kraft. Alligevel er hele det ene hjørne af blokken bøjet udad, som når man åbner en dåseøl.

”Motoren er jo bygget efter et traditionelt system med krumtap og plejlstænger, og her har den simpelthen sendt en plejlstang ud gennem motorblokken,” forklarer Dan.

 

Kabinen fuld af flammer

Hele to gange sidste år eksploderede motoren på Santa Pod Raceway i England.

”Anden gang var ikke så rart, for den sendte samtidigt en sky af brændende methanol ud og ind i kabinen, hvor jeg sad,” fortæller han og viser det smeltede cockpit frem.

”Selvfølgelig havde jeg min køredragt på, men stikflammerne brændte sig alligevel gennem syv lag brandhæmmende materiale og ind i min hud. Jeg har godt nok en lem i taget, så jeg hurtigt kan komme ud af bilen, men man skal jo altså have standset den først, ikke? Det kan godt tage lidt tid, når man kører 3-400 kilometer i timen,” lyder den nøgterne, men malende beskrivelse.

Dans kone Joan er nu ankommet til værkstedet, og jeg kan ikke dy mig for at spørge ham, mens hun hører på det, om det at lukke op for 3.500 heste og køre 401 kilometer i timen på 5,72 sekunder er bedre end sex.

”JA, for helvede,” griner han som en stor, glad dreng. Joan griner også.

 

Foto: Thomas MajgaardKampmanden

I Kastrup Lufthavn sidder Martin og venter på at boarde SK 943 til Chicago. Derfra skal han videre til Las Vegas, hvor han bor med sin kone og lille søn.

Martin ’Hitman’ Kampmann er 31 år og kommer oprindeligt fra Aarhus. Han opfylder alle fordommene om ’den sindige jyde’. Taler langsomt, sagte og uden de store krummelurer i retorikken.

Som han sidder der på Starbucks i T-shirt, joggingbukser og badesandaler, minder han mere om en livredder i den lokale svømmehal end en mand, der regnes blandt de ti bedste MMA kæmpere i sin vægtklasse.

 

Lever for at kæmpe

Martin er ikke livredder. Han har trænet kampsport siden sine drengeår - først brydning, senere thaiboksning. Nu er det hans levevej. Når han træder ind i den ottekantede arena, er det med bevidstheden om, at hans modstander er toptrænet i alle mulige varianter af kampsport og kun har det ene mål at uskadeliggøre ham hurtigst muligt.

Modsat boksning stopper slagene ikke i MMA, når man falder om. Oftest er det på gulvet, de hårdeste øretæver bliver uddelt, indtil dommeren griber ind. Det ser barskt ud, men Martin pointerer, at der altså er regler, der skal overholdes. Man må eksempelvis ikke nikke skaller, bide, rykke i hår, slå eller sparke i skridtet, sparke eller give albue til rygraden, baghovedet eller halsen og i øvrigt kun sparke en modstander, der ligger ned, med knæet.

Men ellers er der frit slag (billedligt talt).

 

Populær publikumssport

MMA er den hurtigst voksende sport i USA - måske fordi den er så publikumsvenlig i den forstand, at der er gode billeder i det. Her er overrumplende cirkelspark, brækkede næser, stranguleringer og masser af blod. I farver.

Martin Kampman driver sin egen MMA-skole i Las Vegas og lever godt af det, hvilket vidner om, at flere og flere dyrker sporten, han betegner som ’forholdsvis ufarlig’.

Alligevel kostede det næsten et års pause, da han kom til skade i 2007:

”Jeg blev sparket på benet under noget brydetræning og sprængte mine kors- og ledbånd. Knæskallen sad også lidt mærkeligt.

Lægerne var dog så venlige at erstatte mine ledbånd med reservedele fra et kadaver, og så kunne jeg lidt igen,” griner den glade gladiator.

”Jeg kan simpelthen ikke undvære det”, når han lige at sige, inden han smutter op i transithallen.

 

  • Professor Kringelbach:

Det, der sker på vej til en ekstremoplevelse, minder faktisk meget om det, alle dyr oplever, når der er et voldsomt rovdyr i nærheden. Det sætter hele kroppen i beredskab. Aktiverer alle musklerne, så man enten kan kæmpe eller flygte. Den proces gør, at man får alle sommerfuglene i maven, sveden i håndfladerne og de tørre mundhuler – og så sker der også noget oppe i hjernen. Der sker simpelthen en sammenblanding mellem de forskellige stoffer, som henholdsvis giver os belønningen, og det, der giver os lyst til at gøre noget.

Det vil sige, at samtidig med at adrenalinen pumper rundt i blodet, så går hjernens belønningssystemer i gang med at udløse dopamin.

Noget af det, der sker, når man skal kæmpe mod et rovdyr – når man kaster sig ud i det – er selvfølgelig, at der er noget smerte forbundet med det. En af de ting, vi ved om adrenalinen, er, at man faktisk undertrykker ens smerterespons.

Vi har her fat i den dybeste del af hjernen, hvor alle vores basale funktioner ligger, og det vil sige, at det ikke nødvendigvis er vores bevidste jeg. Det handler om de ubevidste hjerneprocesser - urdyret - det dyr, vi også er. Når vi har været i beredskabstilstand og konstateret, at det gik godt, og vi ikke fik smerte, så er det, vi får en belønning; der kommer en afslapningsfase og hjernen falder tilbage. Det øjeblik, man har været igennem denne fase, er det, man er blevet afhængig af det, og man har pludselig brug for ekstremoplevelsen.

Om det er en ekstremoplevelse af, at man har spist en masse mad, haft en masse sex, taget en masse stoffer, eller man har kastet sig ud over klippekanten – og har overlevet – så er man klar over, at man simpelthen må vende tilbage så hurtigt som muligt. Dét er simpelthen forskellen mellem nydelsen, man får, når man er i oplevelsen, og trangen der gør, at man har lyst til at vende tilbage. Det er sammenhængen i hjernens belønningssystem – hvordan der er et begær, og hvordan der en nydelse.

 

Eventyrmanden

Peter Nejsig har dyrket sport hele livet. Bogstaveligt talt. Fodbold, windsurfet og cykling. Især mountainbiken har bidt sig fast i den 38-årige journalist.

I begyndelsen af årtusindet fik han smag for Adventurerace, en slags Ironman for vildnisspejdere. Altså ikke blot løbe, svømme og cykle bevidstløst rundt og rundt og rundt, men også kunne orientere sig ved hjælp af kompas, bane sig vej gennem junglen med en machete eller – skulle det vise sig – kunne yde effektiv øjeblikkelig førstehjælp.

I 2004 blev Peter tilbudt en plads på holdet til årets XPD Race i Portugal for Team Fjällräven. 100 timers løb, svømning og cykling i den vilde natur. Peter er på med det samme og glæder sig. Han klarer sig godt, og 70 timer inde i løbet er hans hold blandt de førende.

Indtil de én for én skal krydse en slugt med en svævebane.

De andre kommer fint over, og Peter tager turen som den sidste. Der er godt 14 meter ned, men han er hægtet fast i svævebanens tykke stålwire med en klatresele, så medmindre wiren springer, har han kun frygten at frygte. Wiren sprænger – og Peter styrter de 14 meter ned mod klipperne:

”Jeg kan huske, at jeg på vej ned tænker, at det her kommer til at gøre ondt, men jeg skal nok klare det og går selvfølgelig selv herfra. Da jeg lander på fødderne, gør jeg, som man ville gøre, hvis man hoppede ned fra spisebordet; bøjer i knæene for at tage kraften af springet. En af mine nørdede venner har senere regnet ud, at jeg rammer klippen med cirka 80 kilometer i timen og det var absolut ikke som at hoppe fra et bord. I samme øjeblik, jeg lander, ved jeg godt, at det her kommer jeg nok ikke til at gå fra alligevel,” fortæller Peter Nejsig nøgternt.

 

Knust krop

Peter knuser en albue, brækker adskillige ribben og næsten alle knogler i den ene fod. Han beskadiger syv ryghvirvler, får brud på hoften, der rykker seks centimer op i ryggen, men værst er det, at den voldsomme kraft ved nedslaget har sendt det ene underben op gennem knæet og nærmest revet hans ben af.

”Jeg var godt klar over, at den var gal, men det blødte ikke, så jeg var mest fokuseret på mit ben, der ligesom lå for sig selv ved siden af mig, kun fastgjort med nogle hudtrevler. Tanken om, at jeg ikke var herre over mig selv, var ubehagelig,” fortæller han udramatisk med udpræget jysk accent.

Peter lå på hospitalet i over tre måneder, for lægerne havde svært ved at sætte hans ben sammen. Endelig kom han dog hjem og begyndte at træne med det samme. Han fik endda konstrueret en speciel mountainbike med helt korte pedalarme, så han slap for at bøje sit ødelagte knæ for meget.

Det gik godt et par år, men så begyndte det at gøre ondt. Rigtig ondt. Der var ingen brusk tilbage i knæet og knoglerne skurrede mod hinanden.

”Det var lidt en bummer”, husker han. ”Det var gået fremad, men pludselig vendte det. Rent mentalt var det bare en super nedtur. Til sidst var jeg nødt til... at give op”.

Stemmen knækker næsten over, og der må synkes en klump, da den viljestærke atlet forklarer:

”Jeg havde jo ellers gjort alt, hvad jeg kunne, så det var virkelig et nederlag.” Det sidste ord bliver udtalt, som var det en umulig glose på et fremmed sprog.

 

Nye reservedele

Til sidst måtte Peter bide i det sure æble og acceptere lægernes tilbud om et nyt knæ. ”Jeg var meget bekymret for den operation. Andre, der havde fået den, kunne kun lige gå ned til købmanden – og det var bare ikke godt nok til mig. Jeg skal bare kunne træne. Utroligt, at man kan savne en våd svedundertrøje. Og lugten...”

Men operationen gik bedre end ventet, og snart var Peter tilbage i sadlen igen.

Kirurgen, der gav ham et nyt knæ, overlæge Frank Madsen, fortæller:

”Jeg har brugt meget tid på at forklare Peter, at han skal tage den med ro nu. Der er en tendens til, at folk, der har fået nye led, ikke tager formaningerne alvorligt. Så snart det ikke længere gør ondt, hopper de tilbage til de gamle mønstre – men sådan et knæ kan kun skiftes en eller to gange, og hvis Peter fortsætter, som han gør, risikerer han altså en dag at stå foran en 20-30 år, hvor vi ikke kan hjælpe ham. Der er ingen tvivl om, at han overforbruger sit knæ.”

 

  • Professor Kringelbach

Når kroppen pludselig siger stop, når man får en skade, så forsvinder hele ens livsgrundlag. Det gælder i alle former for afhængighed, at bliver man frataget det, der giver en afhængigheden, det være sig mad, sex eller ekstremoplevelser, så vil man med alle midler forsøge at få det igen. Under forsøg med rotter har man skabt en elektrisk barriere (mellem rotten og belønningen, red) og ser så, at rotten udsætter sig selv for et meget stort mål af smerte for at opnå det næste kick, for at tilfredsstille den trang. Vi ved, at de dele af hjernen, der har med dopamin at gøre, vil udholde meget for at få den næste oplevelse. Hvis man bliver frataget den mulighed, for eksempel får en skade, vil man med djævlens vold og magt gøre alt for at komme i den position igen.


Spildte ord

Men lægens opsang er tilsyneladende spildte Guds ord på eventyrlige Peter:

”Ja, de siger, jeg skal passe på knæet, men jeg er altså ikke 70 år endnu. Jeg lever næsten ligesom før. Hvis man hele tiden får at vide, at man ikke kan og ikke må, men alligevel gør det, så er det jo vundne points. Jeg kunne enormt godt tænke mig at dyrke sporten på det plan igen. Folk må tænke, at jeg er åndssvag, når den næsten slog mig ihjel, men hvis der er noget, man godt kan lide, skal man da blive ved med det.”

Peter Nejsig træner stadig fire gange om ugen på sin mountainbike og drømmer om en dag at gennemføre RAAM - Race Across America, et 4.800 kilometer langt cykelløb tværs over USA, der gennemføres på en uge. Til sammenligning har deltagerne i Tour de France tre gange så lang tid til at gennemføre knap 3.700 kilometer.

 

Foto: Thomas MajgaardJernmanden

Kim Greisen fra Frederiksberg er bindegal. Det er ikke noget, han har en klinisk diagnose på, men han hører det jævnligt fra sine omgivelser.

Oftest ledsaget af en ikke uimponeret rysten på hovedet. Uddannet civilingeniør med speciale i it-systemdesign. Bor sammen med sin kæreste Maj i en toværelses lejlighed på en stille sidevej til Åboulevarden i København. Nyder i fritiden at svømme, cykle og løbe. Langt...

Kim Greisen er bidt af en gal jernmand og den eneste dansker nogensinde, der har gennemført en tyvedobbelt Ironman. Her menes ikke, at han har gennemført en Ironman 20 gange. Nej, vi taler om, at han er hoppet i vandet og har svømmet 76 kilometer, har tørret sig med den ene hånd og taget cykelsko på med den anden, hvorefter han er sprunget på sin cykel og kørt 3600 kilometer, inden han har skiftet til løbesko og løbet i mål 844 kilometer senere.

Undervejs administrerer deltageren selv sine hvilepauser, men det giver sig selv, at jo mere man hviler, desto senere når man i mål. Kim fik en fjerdeplads ud af femten.

 

 

Begyndelsen

”Det hele startede, da jeg i 2005 blev nummer to i en tredobbelt Ironman i Tyskland. Jeg kom hjem igen og var tilfreds - men ikke tilfredsstillet. Så sad jeg der med mit OL- syndrom og tænkte: Hvad ville den ultimative sportspræstation for mig være? Jeg googlede og fandt en tyvedobbelt Ironman, jeg aldrig havde hørt om. Tre andre danskere har gennemført en DECA (tidobbelt Ironman, red), men ingen har gennemført tyve.”

Hvis man forestiller sig, at en mand, der kan udstå 4520 kilometer vand, saddel og asfalt i rap, ligner en benet blanding af Rambo og B.S. Christiansen, så reviderer man opfattelsen, når man ser Kim Greisen. Han minder mest af alt om Morten Spiegelhauer fra Operation X i god form.

”Jamen, i triathlon-forstand er jeg heller ikke noget særligt. Når de bedste cykler på en halv time, cykler jeg på 35-36 minutter, men jeg fandt ret tidligt ud af, at jeg var god på de lange distancer. Når de andre bliver trætte, løber jeg videre. For mig var det stort. At finde sit talent,” fortæller han med stigende passion. Evnen til fortsætte, hvor andre holder, sås senest i sommerens dobbelt Ironman i Slovenien:

”Under cykeletapen overså jeg en kegle på vejen og røg i asfalten på fuld skrue. Jeg nåede ikke at tage fra og trykkede flere ribben. En uge efter måtte jeg stadig sidde op at sove...”

Men han gennemførte løbet.

Kim Greisen tager ofte ud på skoler og lignende med sit foredrag om det betydningsfulde i netop at finde det, man er god til her i livet:

”Jeg havde det ikke specielt godt i mine teenageår og frem i tyverne. Jeg er rødhåret, har fregner og var et 'frispark' og en 'tegning' hele min ungdom. Jeg fik kærester ret sent og blev en selvopofrende pleaser. Sådan rigtig sød – og der findes altså ikke noget mere irriterende end at være sammen med sådan en idiot”, forklarer Kim ærligt.

”På et tidspunkt gik det op for mig, at det ikke kunne være rigtigt, at andre skulle bestemme, om jeg skulle være lykkelig. Jeg satte jeg mig ned og lavede en lille bog med alle de ting, jeg godt kunne tænke mig at lære. Alle mulige mærkelige ting. Køre taxa, gaffeltruck, motorcykel, flyve luftballon, dykke... Så tog jeg det hele fra en ende af, og det havde en positiv effekt. Jeg begyndte at være mere ligeglad med, hvad andre syntes. Sjovt nok begyndte folk at syntes, det var sjovere at være sammen med mig.”

 

At finde sin styrke

Kim stopper ikke sin analyse her. Han begiver sig ud på en lang rejse i ord om mentaltræning, passion, personlige energiacceleratorer med mere. Sågar et helt lille epos om romantik, sex, kærlighed og lykke, samt selvværd kontra selvtillid. Mellem linjerne i slipstrømmen af ord aner man, at Kims styrke ligger i at se målet for sig. At visualisere vejen dertil og gennemføre den.

”Jeg gør det her for mig selv og ikke for berømmelse eller omtale. Jeg spørger altid mig selv før et projekt, om jeg ville gøre det, hvis jeg ikke måtte fortælle nogen om det. Jeg lider under det, jeg kalder ’mit fiksegen’; jeg ser noget, der skal fikses, og så skal jeg kunne sætte et hak på listen – og så videre til det næste problem.”

Kim har talt sig varm, og hans billedsprog begynder at give mening:

”Det er dét, der driver mig. Jeg ser for eksempel en tyvedobbelt Ironman og tænker, om det mon kan lade sig gøre – og så skal jeg have det her hak. Altid mere, længere eller hurtigere.”

Kæresten Maj griner i baggrunden og tydeliggør, at hans passion ikke er overdrevet.

”Det har nogle konsekvenser at leve sådan her. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke kunne træne. Tre dage uden træning, så kravler jeg rundt på væggene,” fortæller han.

Kim Greisen netop gennemført endnu en tidobbelt Ironman på Sicilien. Det er 35 jernmænd på under et år og ny verdensrekord. Nu forbereder han sig til det næste projekt, Patagonian Expedition Race i 2012. Samme type race, der nær havde taget livet af Peter Nejsig.

 

Træningsafhængighed

Både BASE jumperen, MMA kæmperen, Adventureraceren og jernmanden forklarer entydigt, at et liv uden træningen er umuligt at forestille sig.

Hvad er det, der gør, at træningen til det næste ekstreme projekt fylder så meget i deres liv?

For langt de fleste mennesker er fysisk træning en sund og sjov del af hverdagen, som er styret af en lyst til at bevæge sig og være i form. For nogle mennesker tager træningen overhånd og bliver styret af en følelse af pligt, forklarer idrætspsykolog Mia Beck Lichtenstein, der har skrevet speciale om træningsafhængighed.

Træningen ændrer sig fra at være en behagelig del af livet til at blive selve indholdet af det. Sygelig træningsafhængighed findes både i eliteidræt og i motionscentre. Et unaturligt afhængighedsforhold opleves særligt inden for løb, cykling, triatlon og vægttræning. Idrætsgrene, hvor konditionen er direkte afgørende for præstationen, beskriver Lichtenstein i sit speciale.

 

Tre faktorer

Hun beskriver, hvorledes årsagerne til den maniske træningsiver bunder i både biologiske og psykologiske, såvel som i kulturelle faktorer. Den biologiske forklaring er, at kroppen ved ekstreme påvirkninger frigiver en række forskellige hormoner. Ud over adrenalin og epinephrin frigives også hormonet endorfin ved hård fysisk træning.

Endorfin fungerer som et naturligt smerte- og angstdæmpende stof i kroppen og giver en behagelig følelse af velvære og eufori, som får ’modtageren’ til at søge oplevelsen igen og igen. Hormonet virker desuden bedøvende, så smerte og andre faresignaler undertrykkes.

Den psykologiske forklaring på udviklingen af træningsafhængighed er, at usikkerhed og dårligt selvværd kan spille en rolle. En person, der ikke har det godt med sig selv, kan søge omgivelsernes accept og bekræftelse gennem ekstreme fysiske præstationer.

En kulturel forklaring er, at vi i en tid med manglende faste holdepunkter og overbevisende kulturelle værdier søger at forankre os i noget konkret - nemlig vores egen krop. Gennem dyrkelse af kroppen finder vi en livsstil med færdige svar på, hvordan vi skal se ud, og hvordan vi skal leve livet.

 

Perspektiverne

Dansk Atletik Forbund indførte i 2008 DM i både 100 kilometer og 24 timers løb i en erkendelse af, at det ikke kun var udholdenhedstosser, der efterspurgte de lange distancer som reelle discipliner, som eksempelvis maratonløb er det.

Det er altså ikke længere nok at have løbet 42 kilometer, hvis motivationen er at have gjort noget særligt, noget enestående.

Professor i idræt Hans Bonde forklarer paradokset i en radioudsendelse:

”Det ekstreme udhuler sig selv i det øjeblik, det bliver kollektivt. Hvis alle dyrker det ekstreme, er det på sin vis ikke længere ekstremt - for det ekstreme er jo netop ekstremt målt i forhold til gennemsnittet, det normale. Dermed vil jagten på det virkelig ekstreme være sat ind, og det bliver ekstremt i dobbelt potens.”

Hvor er ekstremsporten så på vej hen?

Rummet kan blive den næste grænse. Richard Bransons Virgin Galactic har allerede solgt 430 billetter til de første rumrejser for velhavende turister, og i USA arbejder selskabet Orbital Outfitters på, at færdiggøre udstyr, der skal muliggøre drømmen om ’space diving’. Altså en form for faldskærmsspring fra termosfæren, op til 240 kilometer over jorden.

Det vil bringe springeren ud i et frit fald på over 4.000 kilometer i timen, mere end tre gange lydens hastighed – og i øvrigt en kropstemperatur på 240 grader celsius grundet friktionen.

Måske den næste polterabendgimmick om 10 år?

 

  • Professor Kringelbach
  • 'P.S.

Ifølge alle undersøgelser, så lever vi herhjemme i Danmark i den bedste af alle verdener. Vi er så lykkelige, som man kan blive – og alligevel har vi ondt alle mulige steder. Særligt i livet. Nogle mennesker føler, at det, at leve i det trygge Danmark, er som at leve med en tyk kvælende dyne over hovedet. Kræver vores nydelsesfulde, afhængige hjerner i virkeligheden en eller anden form for udløb, muligheden for at give slip?

Er ekstremsporten udtryk for, at der er nogle mennesker, der må gøre oprør, rive dynen væk for at føle, de stadig er i live? Er det et sundt tegn på noget, der måske er blevet så trygt, at det er usundt? Kunne man med fordel prøve at se ud på hele samfundet og ikke bare se på den ekstremsportsudøveren som en enkeltstående person, men som et symptom på noget, der omhandler os alle?

Tjek lige dine forsikringer, inden du kaster dig ud fra Gladsaxe senderen med mormors haveparasol. Det er nemlig lidt af en jungle. Der er eksempelvis kun ganske få selskaber, der dækker faldskærmsudspring – og det kun fra fly.

Rejseforsikringerne Europæiske og Gouda har såkaldte event-baserede forsikringer, hvis du skulle falde ned fra en svævebane i Patagonien, men det kræver jo, at du har tegnet forsikringen inden.

Får du i stedet lyst til at gå i ringen mod en sumobryder eller kickboxer, så læs lige din ulykkesforsikring igennem. Den dækker sandsynligvis ikke farlig sport – og hvis den gør, dækker den ikke fingre-, næse- eller tandskader.

 

Husk at dele dine oplevelser med dine netværk!